STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Garvet stregspiller: Vi er der, når det gælder

Anfører Klitgaard i aktion på stregen i dette års Champions League. 

- Landsholdspausen kommer for vores vedkommende på et ret basalt tidspunkt, siger anfører Thomas Klitgaard med henblik på slutspillet.  

Af Nicklas Thygesen

Det er efterhånden længe siden tonerne af Gnags-nummeret, Burhøns har braget ud af højtalerne i Skjern Bank Arena.

En landsholdspause med henblik på OL-kvalifikationen i Herning på lørdag, har sat en midlertidig prop i vestjydernes kamprige sæson.

Med tre Skjern-spillere repræsenteret på henholdsvis det danske, norske og svenske landshold, er spillerantallet reduceret en smule i det vestjyske, men det er optimismen og slutspilsglæden i den grad ikke. Tværtimod.

Anfører Thomas Klitgaard og de resterende Skjern-spillere kæmper i øjeblikket en hård kamp i kulisserne – blandt andet på spinningscyklerne og i styrkelokalet – for at finpudse slutspilsformen.

- Landsholdspausen kommer for vores vedkommende på et ret basalt tidspunkt. Vi har haft brug for at trække luft ind efter en hektisk periode med mange kampe, hvilket har kastet lidt udsædvanlige resultater af sig, siger anføreren og tilføjer:

- Men jeg kan forsikre alle Skjern-tilhængere om, at når slutspilskampene fløjtes i gang, så er det et Skjern-mandskab, der vil give sit absolut maksimum. Vi skal nok være der, når det gælder, siger Thomas Klitgaard efter dagens to træningspas.

NYHEDER