STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Håndboldrivaler i unikt samarbejde

 Andreas Toudahl, Kristian Gjessing og Morten Vium er tre af de otte spillere, der repræsenterer Skjern Håndbold.

Normalt konkurrerer de på harpiksbefængte bolde og om dyrebare points, men mandag den 20. august, bliver scenen en ganske anden, når Jesper Jensen, Rasmus Lauge, Mads Christiansen og hele toppen af det midt-og vestjyske erhvervsliv duellerer på grønne greens og slår kaskader af kølleslag i jagten på hæder og gylden mammon.

Bjerringbro-Silkeborg, Team Tvis Holstebro og Skjern Håndbold lader nemlig for en stund indbyrdes strid gå i glemmebogen for at samles om projekt håndbold-golf, og sigtet er ganske klart: Nærhed til det erhvervsliv uden hvilket, drømmen om medaljer og europæiske eventyrtogter kunne skrinlægges øjeblikkeligt.

Ideen er blevet meget vel modtaget, og erhvervsfyrtårne med repræsentanter fra Grundfos, bestyrelsesformand i Gråkjær Industribyg, John Gråkjær - bestyrelsesformand i Actona Company, Orla Dahl Jepsen og områdedirektør Hans Jørn Mikkelsen, Retail Banking, Nykredit, Herning er klar til at give Claus Møller Jacobsen, Mads Nielsen og Jacob Green Jensen bøllebank.

Præmisserne er klare: Hver klub stiller med otte hold – en spiller og tre sponsorer per hold. Det koster 12.000 kroner at købe et hold, og går alt op i en højere enhed er der præmier for 100.000 kroner plus en fin gevinst til arrangørerne, og det er noget, der glæder BSV-direktør Frank Lajer, Tvis’ bestyrelsesformand John Gråkjær og elitechefen i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

- Til hverdag er vi jo dødsfjender, men det viser sig, at vi også kan arbejde sammen, og når vi gør det, sker det på allerhøjeste niveau, konstaterer Lajer, mens John Gråkjær kigger videre i krystalkuglen.

- Selvfølgelig er vi konkurrenter, men vi er også gode kolleger, og jeg er sikker på, at den her omgang håndbold-golf bliver så stor en succes, at vi gør den til en årlig tilbagevendende begivenhed og dermed en tradition, vurderer bestyrelsesformanden.

I Skjern Håndbold er Carsten Thygesen ikke i tvivl om perspektiverne. 

- Hver for sig har vi vist, at vi er dygtige til at køre vore foreninger og forretninger, men tiden og dens udfordringer kræver, at vi også magter fællesskabet og dets muligheder, konstaterer Thygesen, der allerede er kampklar.

- I Skjern Håndbold kan vi såmænd godt holde til at banke Tvis og BSV såvel inden- som udendørs, griner elitechefen.

NYHEDER