STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Hvem er Bregenz?

Bregenz' stregspiller Filip Gavranovic i aktion.

Skjerns første modstander i dette års EHF Cup virker ikke bekendt, men østrigernes resultater taler for sig selv.

Af Kenneth Thygesen

Når Skjern Håndbold lørdag aften løber på banen i Handballarena Rieden-Vorkloster i Bregenz er det som favoritter over to kampe.

Men hvem er modstanderne fra Bregenz egentlig? 

Skjernhaandbold.dk giver et overblik.

Østrigs nummer et
Bregenz Handball er ni-dobbelt østrigsk mester. Fra 2000 til 2010 vandt klubben det nationale mesterskabet ni ud af ti gange.

Bregenz ligger nummer et i den østrigske liga og har vundet fem af de seneste seks ligakampe. Østrigerne slog for tre uger siden de nuværende mestre fra Alpha Hard, som Skjern tidligere har mødt i Cupwinners Cup.

Mens Skjern sad over i første kvalifikationsrunde, spillede Bregenz mod Dragunas fra Litauen. Det blev til en sikker samlet østrigsk sejr på 64-50.

Kendskab til Skjern-spillere
Sportschef i Bregenz er den tidligere norske landstræner Robert Hedin. Han har tidligere har været træner for Henrik Møllgaard og Søren Pedersen i Aalborg og Thomas Klitgaard i Melsungen.

På Bregenz Handballs hjemmeside giver han udtryk for stor respekt for Skjern-spillerne:

- Med fire landsholdsspillere i startopstillingen og andre spillere med Bundesliga-erfaring er Skjern en virkelig attraktiv modstander for os. Vi ser frem til at måle os på dette niveau, og jeg håber meget på, at vi på hjemmebane kan levere en stor præstation, siger Robert Hedin.

Om Bregenz Handball:
- Grundlagt i 1946
- Østrigsk mester ni gange (senest i 2010)
- Østrigsk pokalvinder fire gange (senest i 2006)
- Deltaget i europæiske turneringer i 14 af de sidste 15 sæsoner
- Deltaget i Champions League-gruppespillet fire gange fra 2005-2009
- Spillertruppen består af 13 østrigere, to svenskere, en tysker, en serber, en kroat og en litauer
- Spiller i gule trøjer og sorte shorts
- Hjemmebanen hedder Handballarena Rieden-Vorkloster og har plads til 2.500 tilskuere

NYHEDER