STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Jesper Jensen-ros til modstandere

 Jesper Jensen.

Skanderborgs angrebsivrige spillestil bliver anerkendt af Jesper Jensen, der glæder sig over oprykkernes positive indstilling til spillet.

Af Kenneth Thygesen

I eftermiddag kl. 16.00 tørner oprykkerne fra Skanderborg sammen med bronzevinderne fra Skjern.

En kamp, som Skjern på papiret burde vinde, men oprykkerne har i år vist, at de kan bide fra sig – hvilket i øvrigt gav en sejr over BSV.

Ifølge anfører Jesper Jensen er der stor respekt for Skanderborg, som spiller noget attraktivt håndbold.

”Jeg glæder mig til at komme derop. Jeg synes, det er fedt at se et hold, der spiller med den angrebsivrige filosofi, hvor man går friskt og hårdt til den,” siger Jesper Jensen til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Skanderborgs filosofi med at skifte meget taktik kan jeg godt lide, så det ikke bliver ligesom i eksempelvis Sverige, hvor alle dækker et 6:0-forsvar,” lyder det fra Jesper Jensen.

Med to sejre i de seneste to kampe har Skjern vist, at de er på rette vej igen, og det skal der følges op på ifølge anføreren.

”Vi går ind til kampen med den forhåbning at vinde, så vi kan få yderligere to points på kontoen og samtidig få bygget noget selvtillid på,” slutter Jesper Jensen.

"Jeg synes, det er fedt at se et hold, der spiller med den angrebsivrige filosofi, hvor man går friskt og hårdt til den."

Jesper Jensen om Skanderborgs spillestil

NYHEDER