Skjern var nede med seks mål, men vandt alligevel i Skanderborg.
Tredje Skjern-sejr i træk blev en realitet, da vestjyderne i eftermiddags slog oprykkerne fra Skanderborg med 31-27. Jesper Jensen og René Rasmussen blev topscorere med hver seks mål.
Af Kenneth Thygesen
Der var talt med store ord i Skjern-lejren inden søndagens svære udebanekamp i Skanderborg. Respekt og ydmyghed var nøglebegreberne inden kampen mod de midtjyske oprykkere, der på hjemmebanen i Morten Børup Hallen har vist overraskende kvaliteter – blandt andet med en sejr over BSV.
Derfor skulle man tro, at Skjern ville give den gas fra start, men det var værterne fra Skanderborg, der på buldrende og optimistisk vis løb fra Skjern i starten af første halvleg.
Chokstart af Skanderborg
Efter et kvarters spil var Skjern bagud hele 9-3, men det så dog ikke ud til at kue Skjern-spillerne, der fortsatte de ellers spillemæssige fine takter.
Årsagen til den store Skanderborg-føring skyldtes et hav af brændte Skjern-afslutninger, men billedet vendte, da man i det sidste kvarter af første halvlig fik styr på Jonas Hansen i Skanderborg-målet.
Flot Skjern-comeback
9-3 blev på blot 12 minutter til en Skjern-føring på 12-10 efter adskillige gode aktioner i det flade 6:0-forsvar, inden hjemmeholdet reducerede til pausestilling 13-12 til Skjern.
Efter pausen åbnede Skjern bedst, og efter ti minutters spil i anden halvleg førte gæsterne 21-17.
Skjern havde flere gyldne muligheder for at bringe sig yderligere i front, men tre mål i træk af Skanderborgs Mathias Helt Jepsen sendte værterne på 21-20 med et kvarter igen.
Rutineret indsats til slut
Skanderborg forsøgte i det sidste kvarter med flere alternative forsvarsopstillinger, men det stressede ikke et rutineret Skjern-mandskab, der sikkert kørte sejren i land.
Skjern vandt 31-27 og fik dermed den tredje sejr i træk.