I eftermiddag løber Skjern Håndbold på banen i Messecenter Herning med 5.000 Skjern-fans i ryggen, som er klar til at hjælpe de grønblusede til en sejr over AG København.
Ifølge Skjern-træner Kos venter en spændende og uforudsigelig kamp.
”Vi har haft to meget tætte kampe imod dem, hvor vi har presset dem til det yderste. I dag vil vi igen gøre alt, hvad vi kan, og forhåbentlig er heldet på vores side denne gang, så vi vinder. Det bliver spændende, og det er svært at forudsige en vinder,” siger Kos og fortsætter:
”Det bliver altafgørende at vores angrebsspil er disciplineret, så AG København ikke løber kontra imod os. De kørte KIF Kolding og AaB over på kontra, så det er vigtigt at få stoppet.”
5.000 mennesker vil i eftermiddag være på plads i Herning, og det kan ifølge Kos give Skjern et overtag.
”Forhåbentlig vil det påvirke os positivt, så vi kan spille nogle procenter over maksimum. Det er altid sjovt at spille foran mange mennesker,” lyder det fra Kos, der er tæt på at have en skadesfri trup.
”Kristian Gjessing er tilbage, mens Per Leegaard mangler lidt for at være på 100 procent. Ellers er alle klar,” slutter Skjern-træneren.