STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Krogh: Kom an, AG!

I går eftermiddags blev der trukket lod til semifinalerne i pokalturneringen, hvilket for Skjerns vedkommende resulterede i, at man skal møde Boldsen, Hvidt og de andre stjerner fra AG København, der er ubesejret i denne sæson.

En ærgerlig lodtrækning ifølge Skjern-playmaker Simon Krogh:

”Det er da ingen hemmelighed, at jeg hellere havde set os møde Århus og Team Tvis af den årsag, at jeg ser AG og os som de to bedste hold i ligaen i øjeblikket, og at det derfor ville være den perfekte finale,” siger Simon Krogh til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Når det er så er sagt, så venter der os en fed kamp mod et meget stærkt hold. Med de spillere de har, ser de for mange skræmmende ud, men vi glæder vi os til drille dem og så tage den finaleplads, de regner med at få,” lyder det fra Simon Krogh.

AG København er ubesejret i denne sæson og har kun mistet point i én kamp – hjemme mod netop Skjern. I den kamp viste Skjern-spillerne, at de godt kan spille lige op med den mægtige storklub, og det har givet blod på tanden.

”Jeg mener, vi har meget fornuftige muligheder. Vi har spillet én kamp imod dem, hvor vi gav dem kamp til stregen og fik point, så jeg kan ikke se hvorfor, vi ikke kan gøre det igen – selv om vi er underdogs,” slutter Simon Krogh.

 

NYHEDER