Søren Pedersen må rejse alene til landsholdssamling, idet Lasse Mikkelsen grundet en fingerskade må melde afbud.
En fingerskade tvinger Skjerns skudstærke playmaker til et landsholdsafbud.
Af Nicklas Thygesen
For præcis en uge siden gik der et sus igennem Skjern Bank Arena. Et sammenstød med en Kadetten Schauffhausen-spiller betød en tur direkte på skadestuen for Lasse Mikkelsen, hvor de første meldinger var nedslående.
Efter en røgnentfotografering viste det sig at Mikkelsens højre lillefinger var gået af led, mens der ikke var et brud, som først antaget.
De seneste to opgør har Lasse Mikkelsen været på holdkortet, hvor playmakeren dog ikke har fået spilletid. Fingeren driller endnu, og derfor har den 27-årige bagspiller været nødsaget til at melde afbud til udviklingslandsholdet, som samles i den kommende uge.
- Jeg håber, at være klar efter landskampspausen, og det bedste jeg kan gøre, er at holde fingeren i ro. Jeg havde håbet på at kunne deltage i de to foregående kampe, men heldigvis går det stille og roligt fremad, siger Lasse Mikkelsen.
Fantastisk kulisse
Gårsdagens opgør imellem sidste års DM-finalister blev overværet af 2483 tilskuere, som skabte en fantastisk kulisse i Skjern Bank Arena. Lasse Mikkelsen, som oplevede topopgøret fra bænken på grund af fingerskaden, var utrolig tilfreds med stemningen og det tryk, som publikum fik lagt.
- De seneste kampe i Skjern Bank Arena har været unikt. Opbakningen til holdet er enorm, og det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for. Publikum lever sig virkelig ind i kampene, og det kan uden tvivl mærkes på banen. Det giver lige de ekstra procenter, siger Lasse Mikkelsen.