STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Landsholdsstjerne fornøjet over Skjern-succes

Skjern-truppen har i den seneste tid høstet mange roser for en fremragende efterårssæson, som indtil videre placerer de grønblusede på en andenplads i tabellen med blot tre points op til førerholdet fra AG København.

Nu tilslutter landsholds- og Flesnburg-stjernen Michael V. Knudsen sig koret af håndboldpersonligheder, der glæder sig over den vestjyske opblomstring.

”Skjern er min klub i Danmark, og derfor er det er rigtig dejligt at følge dem i øjeblikket. Jeg ved, hvor mange kræfter, der bliver lagt i klubben, og hvor meget der kæmpes for succes,” siger Michael V. Knudsen til skjernhaandbold.dk og uddyber:

”Spillet er mere flydende, stregspillet er for alvor kommet i gang med købet af Thomas Klitgaard, modstanderne har igen fået stor respekt for Skjern og så er der hurtigt blevet lagt en base af selvtillid, som kun har udviklet sig positivt,” lyder det fra Flensburg-stregen.

Knudsen er dog bevidst om, at den øjeblikkelige succes, som lyder på ni kampe i træk uden nederlag, ikke gør Skjern til mestre. Tværtimod er efteråret blot en opvarmning til slutspillet.

”Hele efteråret og dele af foråret er en optakt til slutspillet, hvor alt bliver afgjort. Én måned er afgørende for hele sæsonen, og det skal man være meget opmærksomme på i Skjern,” advarer den tidligere Skjern-spiller, der dog tilføjer, at han anser Skjern som en af DM-favoritterne.

Læs mere om Michael V. Knudsens syn på Skjern i kampprogrammet til søndagens kamp mod Mors/Thy.

NYHEDER