Hans Jensen og John Bruun fortsætter i Skjern i de næste to år.
Skjern Håndbold har forlænget kontrakten med sundhedsstaben bestående af sundhedschef John Bruun og fysioterapeut Hans Jensen for yderligere to år.
Af Kenneth Thygesen
I 15 år har en af håndboldens mest anerkendte fysioterapeuter taget hånd om Skjern Håndbolds ligaspillere. Det bliver han ved med i de kommende to år.
51-årige John Bruun, der igennem de seneste syv år også har været en fast del af herrelandsholdets sundhedsstab, har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse med Skjern Håndbold.
Udover John Bruun forlænger fysioterapeut Hans Jensen også sin aftale med Skjern Håndbold. For tre år siden blev 29-årige Hans Jensen tilknyttet Skjern Håndbold i en fuldtidsstilling efter anbefaling af John Bruun.
- I sin tid var det et scoop at hente en kapacitet som John Bruun til klubben. I dag er stoltheden og glæden over kontraktunderskrivelserne den samme. Både John Bruun og Hans Jensen er betydningsfulde aktiver i klubben, og derfor er det en meget vigtig aftale for os, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.
Blandt landets bedste
Han bakkes op af Skjerns viceanfører Thomas Klitgaard, der kalder sundhedsstabens arbejde for uvurderligt.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi har nogle af de bedste sportsfysioterapeuter i landet. De gør et kæmpe stykke arbejde og nyder stor respekt i truppen. Jeg er 36 år og har aldrig været i bedre fysisk form. Æren tilfalder dem, siger Thomas Klitgaard.
Mens Hans Jensen blot har været tilknyttet elitesporten i tre år, har John Bruun erfaring fra over 20 år som fysioterapeut i tophåndbold.
- Jeg er afhængig af det. Konkurrencemiljøet trigger mig. I Skjern har vi en fantastisk organisatorisk konstellation, og her giver træneren og ledelsen mig plads til at gøre det, jeg brænder for. Derfor kunne jeg aldrig se mig selv i en anden klub, siger John Bruun.
John Bruun var som fysioterapeut tilknyttet de danske ungdomslandshold fra 1991 til 2003.
Siden 2007 har han været en del af A-landsholdets sundhedsstab under samtlige slutrunder.