STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søren P: En mærkelig sejr

Søren Pedersen blev i december præsenteret som ny målmand i Skjern Håndbold fra sommer.

Den kommende Skjern-målmand Søren Pedersen var splittet efter sejren i Skjern.

Af Kenneth Thygesen

Skal man være glad efter en sejr over sine kommende holdkammerater, eller skal man ærgre sig over, at man delvist er skyld i, at en sikker EHF Cup-plads sandsynligvis er smidt væk?

Mors/Thys målmand Søren Pedersen, der til sommer skifter til Skjern, var en splittet mand efter onsdagens 29-24-sejr i Skjern Bank Arena.

- Jeg er altid glad for at vinde, men det her var en mærkelig sejr. I det store perspektiv var det jo ikke en god sejr for mig, og det var nok ikke fordelagtigt i forhold til næste år, sagde Søren Pedersen.

- Men jeg er sportsmand, og jeg kunne jo ikke drømme om at gå på banen med tanke på ikke at gøre alt for at vinde, sagde Søren Pedersen.

En vigtig kamp
Han var glad for at vise sig frem for sit kommende publikum i Skjern Bank Arena.

- Nogle kampe er vigtigere end andre, og kampen i dag var rigtig vigtig for mig. Jeg var meget opsat på at vise Skjerns publikum, at den nye signing har kvalitet, sagde Søren Pedersen.

- Vi fik presset Skjern, og de virkede overraskende lette at have med at gøre. Vi leverede en flot kamp, og vi ramte Skjern på de punkter, vi gerne ville. Det er en stor aften for Mors/Thy, sagde Søren Pedersen. 

NYHEDER