STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Matchvinder: Følelserne fik frit løb

Lasse Mikkelsen scorede seks gange for vestjyderne her til aften. 

27-årige Lasse Mikkelsen var stolt af sine holdkammerater efter endnu et drama i Skjern Bank Arena. 

Af Nicklas Thygesen

Haluret stod på 59.52, da cheftræner Ole Nørgaard forlangte timeout ved stillingen 26-26. 

Skjern var i store perioder et skridt efter de nordjyske gæster, men i allersidste sekund lykkedes det Lasse Mikkelsen at sende den forløsende sejrsscoring i nettet. Timeouten gav anledning til et sidste strategisk træk, som i første omgang ikke gav pote. 

- Vores udgangspunkt var at isolere Markus Olsson mand-mand, men Aalborg gik højt op på ham. Heldigvis fik Søndergaard lagt et tryk på udvendig side, og så åbnede der en mulighed i midten. Så handlede det bare om at give sig fuldt ud og kaste sig ind i det, siger matchvinder Lasse Mikkelsen. 

Bjarte Myrhol måtte se opgøret fra tribunerne, da den norske stregspiller er ude med en fingerskade. Et skadesplaget Skjern-hold kombineret med en lang rejse til Makedonien gjorde ikke betingelserne lettere for Mikkelsen & co. her til aften. 

- Jeg var træt efter ti minutter, men vi fandt gemte ressourcer frem til slut. Det var en sindsyg afslutning, hvor følelserne bare fik frit løb til sidst. Det er en kliche, men vi rykkede sammen som hold, og gav alt hvad vi havde. Heldigvis var det nok i dag, siger 27-årige Lasse Mikkelsen. 

NYHEDER