STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Mogensen om underdog-rolle: Vi kan drille Nantes

Thomas Mogensen i aktion forrige søndag mod Motor Zaporozhye. Foto: Steffen Bloch

Skjern-profilen Thomas Mogensen er fuld af optimisme inden søndagens møde med sidste års Champions League-sølvindere fra Nantes. 

Af Nicklas Thygesen

Det er de færreste hold, som går fra banen efter 60 minutters håndbold med en sejr i bagagen, når spillestedet hedder Palais Des Sports De Beaulieu.

Spørg bare FC Barcelona, Rhein-Neckar Löwen, Pick Szeged og Varder. 

Forrige sæsons Champions League-sølvvindere fra HBC Nantes hentede nemlig 13 ud af 14 mulige point på hjemmebanen i gruppespillet, men favoritterne vinder ikke altid, lyder det fra Thomas Mogensen inden søndagens opgør. 

- For første gang i denne sæson er vi i en underdog-rolle, hvor folk ikke forventer, at vi kommer hjem med en sejr. Det bliver sjovt at se, hvordan vi som hold reagerer på det. Vi tager det som en kæmpe oplevelse på én af Europas sværeste udebaner, og formår vi at følge med hen til kampens slutfase, så kan alt ske. 

- Der er en optimistisk stemning i truppen omkring, at vi kan drille Nantes i aften. Det er jo ikke altid favoritterne som vinder, siger Thomas Mogensen.

Skjern-bagspilleren anser disciplin og en stærk defensiv, som nøglen til point mod de stjernebesatte franske værter med Lazarov, Gurbindo, Rivera og Tournat i truppen.

- I aften får vi at mærke, at vi spiller i de bedste grupper i Champions League. Sidste års finalister på udebane bliver ikke meget større. Men formår vi at bevare roen, være disciplinerede i begge ender af banen og løbe kontra på dem, så ser jeg en chance for at overraske, siger Mogensen. 

Kamptidspunkt:
HBC Nantes - Skjern Håndbold spilles kl.17.00 i Palais Des Sports De Beaulieu.

TV:
Kampen sendes direkte på DR1.

Opdateringer:
Halvleg/fuldtid på Facebook og Instagram.
Liveopdatering på Twitter. 

NYHEDER