STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møllgaard: Klasse fornægter sig aldrig

Henrik Møllgaard i kamp mod Århus. 

Når tingene spidser til er vi bare rigtig gode, mener Henrik Møllgaard, der scorede syv mål i sejren over Århus.

Af Simon Dahl

Skjern besejrede for anden gang i dette slutspil Århus Håndbold med ét mål efter 31-30-sejren onsdag aften.

Symptomatisk for opgørene blev det en rodet affære, hvor begge hold særligt i første halvleg lavede et utal af mål.

- Det blev præcis lige så rodet og intenst, som det plejer, når vi møder Århus. I dag var det så angrebet, der sad lige i skabet for begge hold, mens forsvaret i første halvleg var ikke-eksisterende. Boldene fløj jo rundt om ørene på os i begge ender, sagde Henrik Møllgaard.

Skjern fik stabiliseret de defensive rækker i løbet af anden halvleg, selv om det aldrig nåede samme niveau som i lørdagens sejr over BSV.

- Vi fik stabiliseret forsvaret, selvom vi egentlig ikke gjorde så meget anderledes. Vi holdte fast i vores aftaler, og stille og roligt sled vi Århus op, sagde Møllgaard.

Endnu engang endte et opgør i slutspillet i en tæt affære, og endnu engang viste Skjern klassen, da tingende spidsede til.

- Når tingene spidser til, er vi bare rigtige gode. Klasse fornægter sig aldrig, og det har vi masser af. Vi er fulde af selvtillid og går benhårdt efter at få førstepladsen i puljen, sagde Henrik Møllgaard.

NYHEDER