Ole Nørgaard vil tage den første matchbold.
Skjern-træneren forventer et tæt opgør mod Århus, der møder Skjern for femte gang i denne sæson.
Af Kenneth Thygesen
For femte gang i denne sæson støder Århus og Skjern sammen i en officiel kamp. Det sker i aften i NRGi Arena i Aarhus i slutspillets fjerde runde. En Skjern-sejr vil sende vestjyderne i semifinalen, mens en Århus-sejr vil genåbne puljen.
- Vi er målbevidste og vil gøre alt for at tage semifinalepladsen nu. Vi vil tage den første matchbold, siger Skjern-træner Ole Nørgaard, der forventer en tæt kamp.
- Vi har spillet mod hinanden så mange gange, at der rent taktisk ikke er de store overraskelser. Derimod handler det om at være knivspark i de små dueller. Vi skal være bevidste om, hvad Henrik Hansen eksempelvis kommer med, eller hvad Toke Holst kommer med, siger Ole Nørgaard.
Ustabile aarhusianere
Århus Håndbold sluttede 16 point efter Skjern i grundspillet som følge af flere svingende kampe. En typisk aarhusiansk tendens ifølge Nørgaard.
- Århus viste allerede i grundspillet, at de er meget svingende. Når de er gode, er de rigtige gode, men omvendt kan de også slå nogle skævere, siger Ole Nørgaard.
- I pokalfinalen fik vi deres styrke at føle. Der ramte fem-seks af deres spillere topniveauet, og så er de svære at have med at gøre. Det må ikke ske i aften, siger Ole Nørgaard.
Anfører Jesper Jensen er fortsat ude med en skade, men ellers kan cheftræneren sende alle mand i krig.
- Vi er så langt henne på sæsonen, at der er mange, som døjer med småskader. Men det er ikke noget, der gør, at de ikke spiller, slutter Ole Nørgaard.