STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møllgaard storroser Århus: Fortjener medvinden

Henrik Møllgaard har scoret 26 mål i ligaen i år. 

Skjern-anføreren mener, at aftenens modstander fra Århus er et alvorligt bud på en DM-semifinalist.

Af Kenneth Thygesen

Erik Veje Rasmussen siger det stort set hvert eneste år.

"Truppen er stærkere end sidste år." Sådan lyder det notorisk fra Århus Håndbolds cheftræner, men vurderet ud fra aarhusianernes sæsonstart er der måske noget om snakken.

Efter at have skuffet fælt i sidste sæsons slutspil med pinlige nul point i seks kampe er Århus Håndbold startet med speederen i bund efter sommerpausen.

Alvorligt bud på semifinalist
Ni point i seks kampe inklusiv sejre over blandt andre Aalborg og Team Tvis Holstebro har indikeret, at Veje Rasmussens tropper i den grad har noget at tilbyde Boxer Herreligaen.

- Århus har nu en bredde og en top, der gør, at de skal tages alvorligt som et bud på en semifinaleplads efter BSV og Team Tvis' fald fra tinderne, siger Skjern-anfører Henrik Møllgaard.

Århus er igen vågnet op
Henrik Mølgaard er glad for at se Århus' succes på banen, hvor det indtil videre er blevet til fire sejre, et uafgjort resultat og et nederlag i de første seks kampe.

- Det er rart, at Danmarks næststørste by igen er vågnet op. Århus har markeret sig flot igennem et par sæsoner, og de fortjener den medvind og gode stemning, som er omkring holden og klubben lige nu, siger Henrik Møllgaard.

Ingenting er sikkert mod Århus
Møllgaard og co. fra Skjern møder i aften Århus Håndbold på udebane kl. 20.00, og selvom Skjern har vundet seks af de seneste syv opgør mod Århus, er der intet, der bliver taget for givet.

- Jeg stikker aldrig to point i lommen på forhånd mod Århus. De er så dygtige og har i "Tromle" (målmand Jan "Tromle" Nielsen red.) en stærk keeper, som nu er tilbage efter en mindre skade. Men sjovt bliver det helt sikkert, siger Henrik Møllgaard.

Der er gratis adgang i NRGi Arena, mens TV3 Sport 1 også viser kampen direkte.

NYHEDER