STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Storspillende Laursen: Aggressivitet til forskel

Kristoffer Laursen stod med undtagelse af et straffekast, som Søren Pedersen reddede, hele kampen for Skjern.

Kristoffer Laursen spillede en hovedrolle med 18 redninger i Skjerns sejr over Århus.

Af Kenneth Thygesen

Lettelsen og glæden var stor i Skjern-lejren, da klokken rundede 21.50 torsdag aften.

Her kom sejren over Århus Håndbold i hus, men det var måden, som Skjern vandt på, der skabte den gode stemning. Defensiven var bundsolid, og det var hovedårsagen til sejren.

- Defensiven har været et tema, og det er noget, vi forsøger at gøre bedre hver dag. Derfor var det fantastisk, at det lykkedes i dag. I de sidste 45 minutter havde vi jo fuldstændig styr på dem, sagde Kristoffer Laursen med henvisning til de tre kvarter, hvor Århus blot scorede 12 mål.

Aggressivitet er nøgleordet
Skjern-keeperen var fremragende i målet med 14 redninger, men takken gik til forsvarsspillerne, der næsten løste opgaven til perfektion.

- Vi var aggressive, og det er der, vi er bedst. Vi skulle frem og tackle og stoppe deres farlige bagspillere, hvis vi skulle vinde, og det fik vi gjort, sagde Kristoffer Laursen.

- Derudover scorede vi mange mål, og vi burde endda have lavet endnu flere. Men vi formåede at løbe med dem og presse dem i kontrafasen. Uanset hvem der styrede det i bagkæden, kom vi frem til store chancer, lød det fra Kristoffer Laursen.

NYHEDER