Bjarte Myrhol er klar til comeback i Skjern-trøjen på lørdag mod KIF Kolding.
Skjern-kaptajnen kan gøre comeback i sin kamp nummer 200 for vestjyderne, når Skjern Håndbold på lørdag møder KIF Kolding.
Af Kristian Bro
Den 2. januar fik han en del af sin tarm fjernet - på lørdag kan han gøre comeback mod KIF Kolding i Primo Tours Ligaen.
Skjern-anfører Bjarte Myrhol har i det sidste stykke tid trænet med holdkammeraterne i det omfang, som var muligt. I de sidste par uger er træningsmængden blevet intensiveret, og Bjarte Myrhol er nu klar til comeback.
Kaptajnen selv, kan ikke vente med at komme på banen igen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme til at spille igen. Det er altid irriterende ikke at kunne bidrage på banen, især når vi har så mange vigtige kampe i foråret, siger Myrhol.
Dog er den brølstærke nordmand stadig et stykke væk fra kampformen, og derfor er det endnu uvidst, hvor meget spilletid det bliver til for kaptajnen.
- Jeg vil komme med alt hvad jeg har, og så må vi se hvor mange minutter det kan blive til, afslutter kaptajnen.
Kampen på lørdag mod KIF Kolding spilles kl. 16:10 i Sydbank Arena. Kampen sendes direkte på TV2.