Ole Nørgaard og Skjern har hentet syv sejre i 12 ligakampe i denne sæson.
Ole Nørgaard godkendte syv-målssejren over Lemvig og havde ros til to unge spillere. Men ikke alt var lige kønt.
Af Kenneth Thygesen
I Skjern-lejren havde man inden søndagens kamp mod Lemvig Thyborøn efterlyst en god præstation over 60 minutter.
Det fik de ikke i Skjern Bank Arena, men til gengæld fik Ole Nørgaards mandskab en stensikker sejr og dermed to point til tabellen.
- Vi førte fra start til slut, men vi var sædvanen tro, havde jeg nær sagt, ustabile i de ting, vi foretog os. Men vi strammede ballerne i slutningen af anden halvleg og lukkede kampen relativt tidligt, sagde Ole Nørgaard.
Lemvig Thyborøn var med til 20-18, før fire Skjern-mål i træk afgjorde kampen. En kynisme, der glædede Ole Nørgaard, men manglen på samme i store dele af opgøret, bekymrede også cheftræneren.
- Jeg er tilfreds med sejren og en syv-målssejr over Lemvig på hjemmebane er godkendt. Men det er ingen hemmelighed, at vi både individuelt og kollektiv svingede meget, sagde Ole Nørgaard.
- I perioder spillede vi godt angrebsspil og dækkede godt op i 5:1-forsvaret, men i perioder lavede vi også åbenlyse fejl og blev straffet for det. Der er meget, der skal pudses, sagde Ole Nørgaard.
Flyvende fløjspillere
Han fremhævede især den normale fløjduo Jesper Dahl og Bjarke Christensen, der som henholdsvis højre back og venstre fløj konstant skabte uro i Lemvig-forsvaret.
- I lyset af Jesper Dahls lange skadesperiode på ti måneder var timingen og tempoet imponerende. Det sad lige i øjet, og han leverede rigtig flot. Det samme gjorde Bjarke Christensen, der spillede direkte og kom med mange gode ting rent offensivt, sagde Ole Nørgaard.
Jesper Dahl og Bjarke Christensen scorede sammenlagt en fjerdedel af Skjerns mål.