STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Nørgaard ligeglad med æstetikken

Ole Nørgaard glædede sig over lørdagens to point. Foto: Steffen Bloch.  

Skjern-træner Ole Nørgaard er fløjtende ligeglad med det kunstneriske indtryk af lørdagens kamp.

Af Simon Dahl

Efter en dukkert på Mors i midtugen kom Skjern lørdag tilbage på sejrskurs.

Det gik udover Århus Håndbold, der lørdag måtte tage tomhændet hjem fra Skjern efter et nederlag på 25-24 i en til tider rodet og ukøn kamp.

- Det eneste, der tæller for os er pointene, og så er jeg fløjtende ligeglad med det kunstneriske indtryk af kampen. Vi lever for alvor igen efter den sejr, siger Skjern-træner Ole Nørgaard.

Trak i håndbremsen
Skjern var i førertrøjen det meste af opgøret, men mod slutningen af opgøret leverede Århus et flot comeback og var også tæt på at stjæle point.

- Vi var i nogenlunde kontrol det meste af kampen og dækkede rigtig godt op i 45 minutter. Så sneg der sig en usikkerhed ind, som Århus straffede, siger Ole Nørgaard og fortsætter:

- Psykologisk trak vi lidt håndbremsen, hvilket fik Århus tilbage i kampen, men heldigvis kørte vi en utrolig vigtig sejr hjem, som sender os tilbage på rette kurs igen, siger cheftræneren. 

Skjern er nummer et
Med sejren er Skjern fortsat nummer et i slutspilspuljen som følge af den bedre grundspilsplacering.

1. Skjern Håndbold - 2 kampe - 4 point
2. Mors Thy Håndbold - 2 kampe - 4 point
3. Århus Håndbold - 2 kampe - 2 point
4. Bjerringbro-Silkeborg - 2 kampe - 1 point

NYHEDER