STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ohm klar til nyt Skjern-møde

Rune Ohm fra sin tid i Skjern.

Rune Ohm og Århus møder torsdag Skjern i en træningskamp. 

Af Kenneth Thygesen

For anden gang på fem dage støder Skjern Håndbold og Århus Håndbold sammen, når Ikærhallen i Give i aften danner rammen om en ny træningskamp mellem de jyske konkurrenter.

I lørdagens kamp ved Skjern Bank Cup vandt Skjern 28-25 over århusianerne efter en mystisk kamp, hvor Århus blandt andet førte 7-0.

- Den kamp har symboliseret vores opstart, hvor vi kørte Skjern rundt i første halvleg, mens de kørte os rundt i anden halvleg. Det har været lidt en blandet landhandel for os i opstarten, siger Århus-skytten Rune Ohm, der tidligere har spillet i Skjern.

På trods af to træningskampe mod hinanden på kort tid, skal holdene ikke vente længe med at stå ansigt til ansigt. Allerede i fjerde spillerunde af Herre Håndbold Ligaen skal Skjern og Århus igen mødes.

- Der venter helt sikkert en masse spændende kampe mellem Århus og Skjern i den kommende sæson. Det plejer at være tæt, og sådan bliver det sikkert også i år, siger Rune Ohm.

- Derfor er det rart, at vi nu kan måle os lidt med hinanden i de her træningskampe, siger Rune Ohm.

Skjern møder Århus kl. 20.00.

NYHEDER