STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Øksemordet på Balling - dag 2

Morten Balling tabte i kortspillet Mattis - og så er det på med Mattis-hatten.

Tyske ødemarker, langt hår med pandebånd og et øksemord i kortspil. Læs Møllgaards andet indlæg fra Magdeburg her.

Af Henrik Møllgaard

Turen begynder for alvor at slide på truppen.

Jeg forventer ikke, at alle mand vender hjem fra Magdeburg uden ar på sjælen. Vi har endnu til gode at se andet end ødemarker, håbløst klædte tyskere med Bundesliga-garn og ungt hold tabe i fodbold.

Selv om vi bruger mange kræfter på at træne hårdt og taktisk, at holde møder om forventninger til hinanden og sæsonen, så hygger vi os virkeligt! Kortspil og kaffe er et kæmpe hit, når tiden skal fordrives.

Den største nedtur i dag (onsdag red.) var, at vi trods intens søgning ikke havde mulighed for at følge dansk fodbolds store Champions League-aften live på tv. Herfra et kæmpe tillykke til "Løverne" og striberne fra "Dobbelt A".

Øksemordet i kortspil
Dagens ven: Denne titel går sjovt nok ikke til Kristoffer Laursen som øksemyrdede Morten Balling i bussen. Godt nok var det 'kun' i kortspillet Mattis, men kønt var det ikke.

Laursen brød med alt etik og gik stik imod spillets sjæl ved konstant at spille mod Balling. Det var personligt - og en hån mod spillet.

En samlet trup står nu bag Balling og forventer og afventer en meget ydmyg undskyldning fra Laursen. Syntetisk tyskerslik vil blive meget fint modtaget.

Anfører med ny frisure
Dagens klarsyn: En lille titel, der går til Jannick Green (som er skiftet fra BSV til Magdeburg red.) for at skamrose Skjern-anførerens nye hårstil: hængende hår med hårbånd venligst udlånt af Jesper Dahl. Det ser også drøngodt ud, men høj klasse af Jannick at rose det!

I morgen (i aften, torsdag, red.) spiller vi sæsonens første træningskamp mod Magdeburg. Det bliver spændende at blive målt mod et stærkt Bundesliga-hold.

Mange tyske hilsner
Henrik

Læs også: "Jeg gider ikke dine rumæner-tricks" - dag 1

NYHEDER