STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

OL-vinderne vender forbi Skjern

Den 6. januar vender landsholdet tilbage til Skjern, hvor de sidst optrådte 2011.

Vestjyske håndboldentusiaster kan godt begynde at glæde sig.

I forbindelse med Bygma Cup vender Mikkel Hansen & co. vejen forbi Skjern Bank Arena.

Her skal OL-guldvinderne op mod Egypten, mens kampen mellem Ungarn og Island spilles forinden.

Stolt borgmester ser frem til verdensklassehåndbold

Borgmester i Ringkøbing/Skjern Kommune, Iver Enevoldsen, glæder sig over arrangementet.

- Jeg er sikker på, at jeg taler på alle borgernes vegne, når jeg siger, at jeg er både glad og stolt over, at DHF igen har valgt at placere en landskamp i Skjern. Det er jo kun få beskåret, at få mulighed for at præsentere vores succesfulde OL-guldhold, så vi glæder os virkelig til at tage godt imod landsholdet, siger Iver Enevoldsen, der suppleres af bestyrelsesformanden i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, Alf Andersen:

- Det bliver fantastisk at opleve OL-guldvinderne i kamp i vores nye faciliteter. Det bliver en aften vi sent vil glemme i Skjern Bank Arena, siger Alf Andersen.

Landsholdet spiller torsdag i Aalborg, fredag i Skjern og slutter af søndag i Århus.

Fakta:

Danmark – Egypten spilles den 6. Januar kl.20.15 i Skjern Bank Arena.

Forinden spiller Ungarn – Island kl.18.00.

Billetsalget starter den 4. november - billetter kan købes på www.dhf.dk

NYHEDER