Markus Olsson scorede fem mål i aftenens kamp.
Selvom cifrene lød på 30-21 blev Skjern-sejren først sikret i kampens sidste kvarter. Indtil da var kampen forholdsvis tæt.
Af Lone Jørgensen
Markus Olsson og holdkammeraterne kunne sætte sig i bussen mod Skjern med en stensikker sejr på 30-21 efter aftenens opgør i Herning.
Opgøret blev for alvor afgjort i det sidst kvarter, og derfor blev sejren større, end det, der egentlig afspejlede kampen set over samtlige 60 minutter.
- Resultatet lyver måske lidt, for det var en tæt kamp langt hen ad vejen. Men til sidst var det os, der var bedst. Der kom blandt andet nogle ind fra bænken og gjorde det rigtig godt, sagde Markus Olsson ovenpå sejren.
Jævn første halvleg
Han bidrog selv med fem mål i kampen, hvor de fire blev sat ind i første halvleg. Her så det dog ikke hele tiden helt så lyst ud for Skjern, der flere gange var bagud.
- Min følelse var, at det tog os lidt tid i starten at finde ud af, at det fungerede bedst for os, når vi spillede seks mod seks mod dem, og når vi havde lange angreb. Når vi blev for utålmodige og brændte, var de hurtige til at straffe os med kontraløb, forklarede svenskeren.
Angrebet skulle justeres
Han var overordnet set tilfreds med vestjydernes forsvarssspil, hvorimod det tog tid at få angrebet kørt helt i stilling.
- Angrebet skulle justeres, og det blev det heldigvis undervejs. Så var det os, der kunne løbe kontra og få nogle nemme mål på den måde i anden halvleg, og så gik det meget lettere til sidst, sagde Olsson, der roste det flotte spil over hele linjen, der sikrede sejren i slutfasen.
Skjern spiller igen på søndag, hvor holdet på hjemmebane møder HC Meatlurg i Skjern Bank Arena.