Skjern-defensiven skal igen stå stærkt, hvis Skanderborg skal besejres.
Efter sejre over henholdsvis Skive og Lemvig-Thyborøn kan Skjern Håndbold søndag eftermiddag lave sejrshattrick, når oprykkerne fra Skanderborg Håndbold venter.
Af Kenneth Thygesen
Spillet har ikke været på et vanligt Skjern-niveau endnu i denne sæson, men i de seneste to kampe har Skjern alligevel formået at skrabe maksimum points sammen efter sejre over Skive og Lemvig-Thyborøn.
Årsagen hertil skyldes blandt andet en solid defensiv kombineret med en helt suveræn Tim Winkler, der har vist høj klasse i Skjern-målet i stort set alle kampe i indeværende sæson.
Tim Winkler og co. kan som nævnt hente den tredje sejr i træk, men det kræver en mandfolkeindsats søndag eftermiddag i Morten Børup Hallen, der er modstanderne fra Skanderborgs velkendte, intense og tætpakkede hjemmebane.
Efter en superstart med to sejre i de to første kampe over Skive og BSV, er det igen blevet hverdag for skanderborgenserne, der blot har hentet én sejr i de sidste fire kampe. Det efterlader det unge hold på en delt sjetteplads sammen med Skjern Håndbold, der også har seks points.
Blandt profilerne på det Skanderborg-mandskab finder topscorer Peter Balling, den tidligere BSV-streg Kasper Povlsgaard, playmaker Mathias Helt Jepsen og ikke mindst den mangeårige Skjern-profil Henrik Sloth.
Sidste gang Skjern og Skanderborg stødte sammen var tilbage i sæsonen 2007/2008, hvor Skjern i begge ligakampe trak det længste strå med sejre på henholdsvis syv og 19 mål.
I Skjern-lejren har man fortsat Per Leegaard og Thomas Klitgaard på sidelinjen med skader.
Kamptidspunkt: Søndag den 9. oktober kl. 16.00.