STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Palle takker Skjern

Sundhedsbosserne Hans Jensen og John Bruun stod bag Palle Hansens succesfulde genoptræning.

Den nye Bundesliga-spiller Palle Hansen sender en varm tak til Skjern Håndbold, der hjalp bagspilleren tilbage på banen.

Af Kenneth Thygesen

Et vellykket genoptræningsforløb i Skjern Håndbold har givet Palle Hansen en ny chance.

Den tidligere Skjern-spiller er nu skiftet til Emsdetten i den tyske Bundesliga, men for et halvt år siden så det sort ud for den skudstærke højre back.

En overrevet achillessene satte Palle Hansens karriere på standby efter kontraktudløb i svenske Ystads IF. Samtidig ønskede HC Midtjylland ikke at satse på bagspilleren, som dermed stod uden klub og et sted at genoptræne. 

Han overvejede at indstille karrieren, men så kom Skjern Håndbolds fysiske stab den gamle Skjern-spiller til undsætning. Sundhedschef John Bruun og fysioterapeut Hans Jensen tog Palle Hansen under vingerne og hjalp ham tilbage på banen.

Fantastisk hjælp
Nu takker Palle Hansen for hjælpen via sit agenfirma People in Sport.

- Det var helt fantastisk, at Skjern Håndbold kom på banen og gav mig muligheden for at komme tilbage. De har været helt fantastiske i den sammenhæng. De tog mig ind, lod mig træne med holdet og arbejde med deres fysioterapeuter, så jeg kunne komme i omdrejninger efter skaden, siger Palle Hansen til People In Sport Mixed Zone.

- Det er virkelig flot, at mennesker, som ikke står til at få noget ud af det på den måde, tager én ind og skaber mulighed for, at man kan komme tilbage på håndboldbanen, siger Palle Hansen.

Palle Hansen spillede i Skjern Håndbold fra 2006-2008.

NYHEDER