STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Porup har ikke fortrudt

Det blev ikke drømmeskiftet for Rasmus Porup i forhold til sportslig succes, og derfor vender den 22-årige bagspiller nu hjem til Lemvig Håndbold.

Rasmus Porup skrev i sommers kontrakt med Skjern, men efter et halvt år med begrænset spilletid blev han udlejet til Lemvig, hvor han nu fortsætter karrieren de næste tre år.

”Det er ingen hemmelighed, at mit allerstørste ønske var at bide mig fast på holdet i Skjern, men sådan som det ser ud nu, så er det meget længere vej til spilletid i Skjern end i Lemvig,” siger Rasmus Porup til skjernhaandbold.dk.

”Spilletiden er altafgørende, og det er derfor jeg skifter tilbage til Lemvig, som er en klub, jeg kender rigtig godt,” lyder det fra Rasmus Porup.

I foråret har den høje bagspiller givet adskillige eksempler på potentialet med flere store præstationer for Lemvig, og når Porup efter sommerpausen igen tager spilletøjet, er det med de samme spillemæssige forventninger.

”Min rolle er magen til den, som jeg har haft det sidste halve år i klubben. Jeg var lidt skeptisk omkring det at spille playmaker, men nu passer det mig utrolig godt. Som playmaker kan man jo sætte systemerne op, så man selv kan afslutte, og det er jo smart,” siger Rasmus Porup med et glimt i øjet.

Den hårdtskydende bagspiller erkender, at han havde håbet på mere spilletid i den grønne trøje, men at han stadig havde taget det samme valg i dag.

”Jeg har ikke fortrudt mig valg. Jeg kan tage ufatteligt meget med fra min tid i Skjern. Det bedste eksempel på det er, at flere personer fra Lemvig Håndbold har fortalt mig, at det næsten er skræmmende så meget, jeg har udviklet mig. Det er jeg selvfølgelig glad for at høre,” siger Rasmus Porup, der har ros til flere af Skjern-profilerne.

”Spillere som Jesper Jensen, Claus Møller Jakobsen og Kristian Gjessing har lært mig mange ting, og det vil jeg tage med videre,” slutter Rasmus Porup.

Skjern Håndbold siger tak for indsatsen og ønsker Rasmus Porup held og lykke fremover.

NYHEDER