STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

"Smeden fra Kolding" svinger pisken i Portugal

"Vi spiller ikke med ynk", lyder ordene fra Hans Jensen, der i formiddags havde René Rasmussen på briksen, som fik lidt utraditionelle metoder at føle.

"Suicide-løb" i sand og bjergklatring på mountainbike ala Alpe d´Huez er blot et lille udsnit af Hans Jensens idérige - og i nogens opfattelse - voldsomme program hidtil på træningslejren i Portugal. 

Af Nicklas Thygesen

Der har været forståelse, men absolut ikke begejstring.

Som sædvanen tro i januar-måned har Hans Jensen overtaget dirigentstokken og skræddersyet et nøjagtigt og veludvalgt fysisk program til træningslejren i Portugal. 

Et program, som har bragt maxpulsen i spil og sendt Skjern-spillerne noget nær syregrænsen adskillige gange. Søndag morgen åbnede med halvanden times styrketræning - en blid starter med henblik på eftermiddagens "suicide-løb", fortæller Bjarke Christensen.

- Hans er indbegrebet af et godt og sympatisk menneske, men jeg sidder med en ambivalent følelse omkring ham. På den ene sider "liker" jeg ham, men jeg har unægteligt svært ved at rose ham efter den åbning på træningslejren. Man ved bare at han har klappet i hænderne over dagens suicide-løb på stranden, siger Bjarke Christensen og tilføjer:

- Han har sat sig selv i en farlig position med sit ekstreme program, men det rammer ham med en boomerang, når vi kommer haltende ind på hotelværelset og beder om behandling. Han får ikke meget afslapningstid ved poolen, siger Bjarke Christensen ironisk.

”Vi spiller ikke med ynk”
"Smeden", som Hans Jensen kaldes internt i truppen med henvisning til trænerens fysiske statur, har dog svært ved at nikke genkendende til venstrefløjens udtalelse.

- Hvis man vil opnå noget som håndboldspiller, så gør det ondt. Hvis folk ikke mærker smerte efter dag 3 på træningslejren, så har man ikke ofret sig nok – og det vil jeg for alt i verden sørge for bliver ændret. Vi spiller ikke med ynk, så den udtalelse har jeg intet til overs for, siger Hans Jensen med et stort smil på læben og tilføjer:

- Generelt behandler jeg altid skader, men hvis du er øm i kroppen efter træning, så har jeg kun ét svar: Ingen behandling, mere træning. Det er en tilvænningsproces, som er lang og gør ondt – men Bjarke kan bare spørge Thomas Klitgaard til råds. Den mand piver aldrig, fortæller Hans Jensen. 

NYHEDER