STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

"Smeden" fra Sønderjylland: Størstedelen bliver fuldstændig ødelagte

Spillerne bliver pisket igennem under ledelse af Hans Jensen.

Opstarten efter en lang pause er ofte en spillers værste mareridt. For andre er opstarten ét af mange højdepunkter i sæsonen.

Af Nicklas Thygesen

Normalt er han utrolig vellidt i ligatruppen.

I disse dage bliver han ikke ligefrem tiljublet med kram, smil og rosende vendinger, når eftermiddagstræningen går på hæld.

Spinning, højintense intervalløb og timevis af øvelser i styrkelokalet er hverdagskost for Skjern-spillerne i de kommende uger, når Hans Jensen - også kaldet "Smeden" - indtager rollen som cheftræner.

- De næste to uger handler groft set om at køre spillerne helt ned rent fysisk. Med to træningspas om dagen vil de blive presset til de yderste, og størstedelen vil være fuldstændig ødelagte. Den første uge er helt uden bold og harpiks, så det handler om at hænge på, siger Hans Jensen.

En forandret træningskultur
Hans Jensen har netop taget hul på sin sjette sæson, som fysisk træner i Skjern Håndbold - og står det til den 31-årige sønderjyde, så er opstartstilgangen hos spillerne ændret markant i løbet af årene.

- Jeg er privilegeret over at have en flok spillere til rådighed, som er arbejdsvillige og ikke brokker sig over den hårde mængde træning. Ja, vi træner hårdt, men med henblik på at få spillerne helt op i det gear, som det kræver at være i toppen af dansk håndbold. Spillerne går utrolig hårdt til værks, og det gør jobbet for mig væsentlig sjovere, siger Hans Jensen.

NYHEDER