Cornelius Kragh skal i de kommende tre sæsoner optræde i nummer 23.
Skridtet fra Sjælland til Vestjylland har været en stor, men spændende udfordring for 21-årige Cornelius Kragh.
Af Nicklas Thygesen
- Skiftet til Skjern bliver min dannelsesrejse.
Sådan lød ordene fra Cornelius Kragh, da Skjern Håndbold for over to måneder siden afholdte pressemøde i Martinsen Lounge i forbindelse med offentliggørelsen af den unge bagspiller.
I mandags begyndte rejsen i den grønne trøje, som har været et stort skridt at tage for den 21-årige sjællænder.
- Da jeg kørte over Storebæltsbroen på vej mod Jylland, der gik det virkelig op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Jeg fik en ordentlig klump i maven, og ringede straks til mine forældre, siger Cornlius Kragh, der sammen med Tandri Mar Konradsson og Lasse Hamann-Boeriths havde første træningsdag i mandags.
Tre dage – og seks træningspas senere – er klumpen i maven forsvundet, og Cornelius Kragh er så småt ved at indfinde sig i rytmen i den vestjyske klub.
- Det var en stor beslutning at skifte til Skjern, men min mavefornemmelse efter bare tre dage i klubben er meget positiv. Det er en kliche, men jeg er blevet taget rigtig godt imod. Lige fra ledelsen, spillertruppen til administrationen, så begyndelsen har været overkommelig, siger playmakeren, der i øjeblikket er indlogeret på Talent Akademiet i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, og uddyber:
- Det er min første opstart på seniorniveau. De foregående år har opstarten været i landsholds-regi, og det kan mærkes. Vi bliver banket igennem med to træningspas om dagen, og i den forbindelse er Players Lounge helt suverænt. Rummet bliver flittigt brugt på at slappe af og spille kort inden kroppen skal tæskes igennem igen, siger Cornelius.
Børnesnak i omklædningsrummet
Den 21-årige bagspiller spillede tre sæsoner i Nordsjælland Håndbold, hvor aldersgennemsnittet lå markant lavere end i Skjern – og det er ikke gået ubemærket hen for Cornelius Kragh.
- I Nordsjælland var grundstammen af holdet meget unge, hvor det i Skjern er en mere blandet flok. Jeg mindes ikke, at have snakket om kone og børn i så høj grad, som tilfældet har været i Skjern, griner den nye Skjern-spiller.