Skjerns højrefløj René Rasmussen scorede seks mål på seks forsøg i onsdagens opgør.
Formstærke René Rasmussen, der stod for kampens detalje i gårsdagens opgør, var glad for to vigtige udebanepoint.
Af Lone Jørgensen
Som vi har set det så mange gange tidligere, var René Rasmussen i høj grad medvirkende til, at Skjern især i slutningen af anden halvleg fik steppet op i kontrafasen i onsdagens sejr.
Her løb den hurtige Skjern-fløj fra midtjyderne, flere gange efter at han selv havde erobret bolden, og han var med til at sikre holdet en sejr på 30-21 over HC Midtjylland.
I alt passerede han sin tidligere holdkammerat Tim Winkler seks gange på lige så mange forsøg.
En indøvet detalje
Efter cirka 45 minutters spil satte han et vigtigt mål ind til 20-18, men selvom det var i kampens afgørende fase, var der plads til lækkerier.
Lasse Mikkelsen sørgede nemlig med en helt perfekt vip-bold ud mod fløjen for, at René Rasmussen kunne gribe bolden i luften og på fornemste vis sætte den i kassen.
- Det er én, vi har kørt til træning, og så hørte jeg lige Lasse ad, om vi ikke skulle prøve den. Det gjorde vi, og det lykkedes på et meget vigtigt tidspunkt i kampen, hvor folk ikke forventede den, så det var perfekt. Det er sådan nogle ting, man skal tage med, når de lykkes, forklarede René Rasmussen.
To vigtige point
Efter nederlaget mod GOG i sidste uge samt det tabte opgør i Ukraine i søndags, lunede det med en sejr for Skjern-mandskabet, der igen ligger godt med i Boxer Herreligaen, hvor holdet nu først har kamp igen om knap to uger.
- Det var sindssygt vigtigt med en sejr. Sidste år tabte vi herinde, og nu er det så to point, som vi allerede har hentet, der nok bliver vigtige til sidst. Alle kampe er selvfølgelig vigtige, men i og med at de andre tophold også sætter point til, var det super, at vi fik to point på en svær udebane, sagde René Rasmussen.
I weekenden venter endnu en svær kamp, men denne gang på hjemmebane. Her er makedonske HC Metalurg modstanderen, og der er stadig billetter til kampen.