Morten Kirkeby, Emil Bergholt og Lasse Hamann Boeriths er alle udtaget til U-20 landsholdet til november.
U20 landstræner og nuværende cheftræner i SønderjyskE Håndbold, Morten Henriksen, udtog igår 32 spillere, som skal danne grundlag for den endelige trup til EM på hjemmebane i 2016.
Af Nicklas Thygesen
Når U-20 landsholdet i starten af november møder ind til samling, bliver det med tre kendte ansigter i truppen. I sidste uge kom det frem, at Lasse Hamann Boeriths til den kommende sæson skal spille i den grønne trøje.
Den kommende Skjern-spiller er sammen med Emil Bergholt og Morten Kirkeby blevet udtaget til landsholdssamling i november måned.
18-årige Emil Bergholt har tidligere debuteret i de rød-hvide farver, da stregspilleren allerede har repræsenteret U-18 og U-19 landsholdet - og gensynet med ungdomslandsholdet glæder den talentfulde stregspiller.
- At optræde i den rød-hvide trøje vil altid være noget specielt, så jeg er selvfølgelig meget glad for udtagelsen. EM på hjemmebane er en kæmpe drøm, som jeg vil gøre alt for at gå i opfyldelse, fortæller Emil Bergholt.