Det var ikke kun på højrefløjen, hvor René Rasmussen huserede, at niveauet var højt i eftermiddagens sejr over AaB.
Jeppe Riber på venstrefløj gav nemlig også prøver på talentet med fem mål, og netop Jeppe Riber erkendte overfor skjernhaandbold.dk, at kampen i Herning var den største oplevelse i håndboldkarrieren.
”Det var helt fantastisk at være med til. Vi spillede i spanske Aragón i EHF Cup-semfinalen for et par år siden med 7000 tilskuere, men kampen i dag slår det hele,” sagde Jeppe Riber og fortsatte:
”Det var som om, at både AG og BSVs fans klappede af os, og kombineret med en enorm støtte fra talstærk fanklub og mange andre Skjern-fans kunne vi kun være ovenpå,” lød det fra Jeppe Riber.
Modstanderne fra AaB var inden kampen spået som favoritter, og de danske mestre viste også klassen i flere omgange. Det slog dog ikke et formstærkt Skjern-hold ud af kurs.
”Det går rigtig godt for tiden. Vi er spilleglade og topmotiveret, så selv om AaB scorede tre-fire mål i træk i starten af begge halvlege, var vi ikke bekymrede. Tiltroen til egne evner er så stor, at vi vidste, at vi nok skulle æde os ind på dem,” forklarede Jeppe Riber, som havde roser til Skjerns bredde.
”Vi har en super hold, der kan skifte ud igen og igen. Vi har altid luft og er altid klar til at køre hårdt på – og det viste vi igen,” sluttede Riber med et smil.