STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sejr: Skjern tog første stik

Skjern har et mål med i bagagen inden næste fredags returopgør i Skjern.

Skjern vandt 26-25 på udebane over Mors-Thy i den første af to bronzekampe. En storspillende Henrik Møllgaard blev topscorer med otte mål. Returopgøret spilles om en uge i Skjern Bank Arena.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold er et skridt tættere på bronzemedaljer og deltagelse EHF Cuppen i næste sæson.

I en stopfyldt og larmende arena på Mors var Skjern skarpest i den første af to bronzekampe. Vestjyderne, der for en uge siden missede DM-finalen, viste karakter og vandt 26-25 efter en jævnbyrdig og tæt affære.

To af hovedmændene bag sejren var en storskydende Henrik Møllgaard, der for anden kamp i træk scorede otte gange, mens også Jesper Jensen i store perioder styrede Skjerns angrebsspil med høj kvalitet.

Kontrafase i topklasse
Mors-Thy har i dette slutspil slået både Aalborg, Århus og Skjern på den stærke hjemmebane i Nykøbing, men fredag aften gik den ikke længere.

Trods fremragende opbakning kunne Mors-Thy ikke hamle op med Skjern, der i det sidste kvarter overtog styringen af kampen efter flere afgørende scoringer af Henrik Møllgaard.

I første halvleg sad Mors-Thy'erne ellers mest på begivenhederne og var i to omgange foran med tre mål. Skjerns defensiv havde problemer over for Mors-Thy-skytterne, der indledningsvist bragede mål ind fra distancen.

En knivskarp kontrafase, der stod bag seks af Skjerns 12 mål, var dog stærkt medvirkende til, at Skjern blot var bagud 13-12 ved pausen. 

Skarphed til forskel
I anden halvleg skruede Skjern niveauet op i den defensive afdeling, hvilket betød, at Tim Winkler fik fat i målet. Hjemmeholdet havde svært ved at passere Skjern-forsvaret, og det blev straffet i den modsatte ende.

Effektiviteten i kontrafasen fortsatte med i særdeleshed Morten Vium som kynisk afslutter, og da Henrik Møllgaard samtidig ikke havde tænkt sig at stoppe målfesten, førte Skjern 22-20 med små otte minutter tilbage.

I de sidste ti minutter havde Skjern i flere omgange muligheden for at udbygge forspringet, men et godt kæmpende Mors-Thy-hold fastholdte afstanden på to mål.

Godt udgangspunkt
Med 20 sekunder tilbage øgede Kasper Søndergaard i undertal til 26-24, men i det efterfølgende angreb reducerede Mors-Thy i sidste sekund til slutstilling 26-25.

Med et-målssejren på udebane har Skjern dermed skabt sig et glimrende udgangspunkt inden returopgøret i Skjern.

Den kamp spilles næste fredag kl. 19.00 i Skjern Bank Arena.

NYHEDER