Skjern Håndbold har skrevet kontrakt med 22-årige Lasse Mikkelsen fra KIF Kolding.
Den unge playmaker har fået sin håndboldopdragelse i Hjallerup og fortsatte herefter karrieren i AaB Håndbold, inden turen gik til Kolding, hvor bagspilleren har spillet de seneste to sæsoner.
”Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget til nye udfordringer i Skjern, som jeg er sikker på, er det optimale sted for mig at udvikle mig som spiller. Det er en ambitiøs klub, hvor jeg kan identificere mig med klubbens værdigrundlag,” udtaler Lasse Mikkelsen.
I Skjern Håndbold glæder man sig over allerede nu at have samlet en homogen trup, der også i den kommende sæson har kvaliteten til at spille med om medaljer.
”Lasse Mikkelsen var den sidste, men meget vigtige brik til vores trup til næste sæson. Vi har store forventninger til Lasse, der til trods for sin blot 22 år allerede har vist sit store potentiale i begge ender af banen,” udtaler Carsten Thygesen fra Skjern Håndbold.
Lasse Mikkelsen, der har optrådt på Y- og U-landsholdet 35 gange, starter i Skjern Håndbold den 1. juli 2011.