STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-chef: Vi vil gøre alt for at komme i Final 4

Skjern vandt senest pokalturneringen i 2016 mod Bjerringbro-Silkeborg.

Claus Dalgaard-Hansen og resten af Skjern-holdet er én kamp væk fra Final 4. Læs Skjern-trænerens tanker inden opgøret mod Skanderborg på tirsdag.

Af Kristian Bro

Skanderborg er det sidste hold, som står i vejen for Skjern-deltagelse i pokalturneringens Final 4.

På tirsdag får Claus Dalgaard-Hansen muligheden for at føre sit hold til Final 4 i Santander Cup. Cheftræneren ser frem til den vigtige kamp, som bliver spillet på hjemmebane i Skjern Bank Arena.

- Vi glæder os helt vildt. Pokalturneringen er en af nøglepunkterne for sæsonen, så vi vil gøre alt for at kunne deltage i Final 4, siger Claus Dalgaard-Hansen.

Vestjyderne mødte Skanderborg i 2. runde i Herre Håndbold Ligaen. Her led Skjern-holdet et nederlag på 31-28 - men Skjern-holdet har udviklet sig siden da, vurderer Skjern-chefen.

- Skanderborg viste jo sidst, at det ikke er nogen opgave, som man skal tage let på. Det er dygtigt og sammenspillet hold - men jeg synes også, at vi har flyttet os siden starten af september måned.

- Jeg håber, at vi kan komme godt fra land og sætte os på kampen. Vi skal være dygtigere til at holde fast i vores eget spil, siger Skjern-træneren

Skanderborg ligger på en femte plads i Herre Håndbold Ligaen. Claus Dalgaard-Hansen har respekt for Skanderborg-holdet, som kan spille med en stor variation i angrebet. 

- Skanderborg har mange muligheder for at skifte i deres bagkæde - derfor er Skanderborg også et hold, som er svært at forberede sig mod. Vores forsvar skal være koncentreret og opmærksomhed på den direkte modstander, fordi der kan være så stor variation på måden, som de spiller på, afslutter Claus Dalgaard-Hansen.

Læs kampmagasin til tirsdagens kvartfinale her.

Kampen bliver sendt på TV2 Sport.

NYHEDER