STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern sejrede i lokalbrag

René Rasmussen spillede en afgørende rolle i slutfasen med to mål. 

Foran 3197 tilskuere i Skjern Bank Arena vandt vestjyderne den tredje hjemmebanekamp i træk, da rivalerne fra TTH Holstebro blev besejret med 27-22. 

Af Nicklas Thygesen

Skjern fortsætter med at imponere. 

I en fantastisk kulisse onsdag aften slog Ole Nørgaards udvalgte rivalerne fra TTH Holstebro.

De grønblusede førte fra start til slut, men trods en seksmålsføring undervejs i anden halvleg, blev kampen først afgjort fem-seks minutter før tid - som sædvanen tro i opgørene mellem de to mandskaber. 

Norsk plankeværk viste vejen
Vestjyderne var uden sygdomsramte Lasse Mikkelsen, hvilket efterlod dirigentstokken i hænderne på Morten Balling og Cornelius Kragh. 

Balling og Kragh gjorde det fortræffeligt, men det var Magnus Dahl, som stjal rampelyset i topkampen.

Nordmanden erstattede Tibor Ivanisevic efter 14 minutters spil. Efter flere kampe på bænken i skyggen af Ivanisevic stemplede nordmanden ind og satte et afgørende præg på opgøret. Fem redninger på de første seks skud hev Dahl op af ærmet - til kæmpe jubel fra størstedelen af de 3100 tilskuere. 

Fra det 27´ende minut og 16 minutter frem holdt Skjern-keeperen buret rent, mens Kasper Søndergaard, Bjarte Myrhol og Markus Olsson fortsatte med at buldre derudaf.

Straffekastredning blev en gamechanger
Da anfører Thomas Klitgaard samtidig trak et straffekast ved stillingen 17-11 efter 37 minutters spil, fornemmede man at filmen ville knække for udeholdet, hvis Kasper Søndergaard formåede at udnytte muligheden.

Men Søndergaards afslutning blev pareret - og det satte skub i gæsterne fra Holstebro. Kort efter fik Bjarte Myrhol tildelt en udvisning. To minutters overtalsspil, som gæsterne vandt 2-0. 

TTH Holstebro havde nærmest parkeret de to point i Skjern, men på under 15 minutter blev en seksmålsføring forvandlet til en udligning. 20-20 med ti minutter igen på haluret.

Fløj-raket afgjorde sagerne
Usikkerheden og nervøsiteten spredte sig fra halgulvet til lægterne. Heldigvis bevarede specielt én spiller koldblodigheden i slutfasen: René Rasmussen.

Først med en scoring til 22-21 fra højrefløj, dernæst med en trukket angrebsfejl i samarbejde med Daniel Svensson inden højrefløjen løb igennem og stjal en halvsløset aflevering i TTH-angrebet - og scorede i tomt mål til 24-21. 

Det holdt hårdt, men sluttede ganske fortjent med to vigtige point til Skjern-kontoen. Vestjyderne vandt 27-22. 

NYHEDER