STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern sønderbankede igen Ringsted

Skjern vandt onsdag aften for 17. gang i træk over TMS Ringsted.

TMS Ringsted fik endnu engang Skjern-bank. Vestjyderne vandt 40-23 og bevarede dermed førstepladsen i ligaen.

Af Kenneth Thygesen

Hvis man som TMS Ringsted-spiller har mareridt om mødet med Skjern Bank Arena, er det ganske forståeligt.

For tredje gang i træk måtte midtsjællænderne forlade den vestjyske håndboldhal med et sviende stort nederlag i bagagen, da de onsdag aften satte sig ud i bussen med kurs mod øst.

I de to seneste opgør har Skjern vundet med 14 og 22 mål, og onsdag aften blev plusmålscoren til Skjern cirka derimellem.

Skjern vandt 40-23 over TMS Ringsted efter pauseføring på 19-13, og dermed forsvarede Skjern førstepladsen i ligaen.

Tingene sat på plads før pausen
Den sikre sejr over Ringsted kom belejligt for Skjern, som havde noget at bevise efter sidste lørdags fiaskokamp mod Sporting CP.

Det, som de 1.715 tilskuere forventede, at Skjern ville bevise, ja, det blev også i den grad bevist. Efter et tæt første kvarter, hvor Skjern havde svært ved modstå gæsternes høje tempo, blev tingene sat på plads mod slutningen af halvlegen.

Redningsmanden Kristoffer Laursen, oplæggeren Daniel Svensson og afslutteren Lasse Mikkelsen dannede fundamentet, og så vandt Skjern det sidste kvarter med 10-5.

Det resulterede i en pauseføring på 19-13, og så skulle der ske et lille mirakel, hvis midtsjællænderne skulle komme tilbage i kampen.

Afgjort på ti minutter
Ganske som forventet udeblev miraklet. Det skyldtes et koncentreret og ikke mindst professionelt Skjern-mandskab, der ligesom mod GOG i Gudme for en uge siden ræste modstanderne over på en god start i anden halvleg.

Pauseføringen på 19-13 blev på blot ti minutter forvandlet til en føring på 27-15, og så var der lukket og slukket i Skjern Bank Arena.

Kristoffer Laursen fik god hjælp i målet af et velfungerede forsvar, og i den anden ende skiftedes Bjarke Christensen, Morten Balling og Lasse Mikkelsen til at hamre boldene i kassen.

Klar til Makedonien
I de sidste 30 sekunder rejste et veltilfreds vestjysk publikum sig op og klappede af de lokale helte, der rundede onsdagsballet af med scoring nummer 40.

Med storsejren i bagagen rejser Skjern Håndbold fredag til Makedonien, hvor HC Zomimak-M venter lørdag aften.

NYHEDER