STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjerns sejrstime brudt

Selvom Svensson og holdkammeraterne kæmpede hårdt, blev det ikke til en sejr i aftenens kamp.

Bjerringbro-Silkeborg bremsede Skjerns sejrstime, da vestjyderne i aften tabte 25-21 i Boxer Herreligaen.

Af Lone Jørgensen

Der var lagt op til topbrag mellem dagens to duellanter, der før kampen indtog tredje- og fjerdepladsen i Boxer Herreligaen.

Skjern var til aftenens kamp uden Nikolaj Markussen, der sad ude med en muskelskade, mens Kasper Søndergaard på grund af knæproblemer også måtte se kampen fra sidelinjen.

Fra kampens start satte Skjern-forsvaret satte sig i respekt, og holdet fik dermed en fin start på opgøret. Efter 12 minutters spil havde Bjerringbro-Silkeborg blot scoret to gange mod Skjerns tilsvarende fem.

I angrebet var der til dagens kamp blevet plads til Morten Balling i bagkæden, og ud over masser af fart kvitterede han med to mål ude bagfra.

Skube i målhumør
Efter knap et kvarters spil fik hjemmeholdet bedre styr på deres angrebsspil og med blandt andet tre mål i træk af en storspillende Sebastian Skube kom midtjyderne bedre med i kampen.

I forsvaret skiftede Bjerringbro-Silkeborg mellem offensivt og fladt forsvar, hvor sidstnævnte klart behagede Skjern-spillerne bedst. Det gav især plads til Henrik Møllgaard, der stod for fire Skjern-mål i de første 30 minutter, der endte 11-11.

Anden halvlegs første tre minutter blev lige så tætte som første halvlegs slutning, men et par to minutters udvisninger og et Skjern-hold, der generelt havde svært ved at finde det flotte spil frem, de har vist i de seneste kampe, bragte Bjerringbro-Silkeborg i front.

Otte minutter nok for BSV
På blot otte minutter gik hjemmeholdet fra 13-13 til en føring på 19-13.

Skjern fik skudt den indskiftede BSV-keeper Linus Persson varm, og sammen med hjemmeholdets stærke stregspiller Michael Knudsen var han stærkt medvirkende til, at Skjern havde svært ved at komme tilbage i kampen.

Med fem minutter tilbage af kampen kom Skjern ved hjælp af tre mål fra Bjarke Christensen op på 20-22, men spændingen udeblev, selvom Skjern-spillerne kampen igennem kæmpede alt, de havde lært.

Bjerringbro-Silkeborg vandt opgøret med 25-21, og beholder dermed sin plads på tredjepladsen, mens Skjern efter aftenens kamp nu ligger på femtepladsen i Boxer Herreligaen.

NYHEDER