Som altid kæmpede Skjern-forsvaret til det sidste. I går var det ikke nok for vestjyderne.
Skjern tabte i går 25-21 til Bjerringbro-Silkeborg. Ifølge Thomas Klitgaard blev en lidt for åben defensiv i starten af anden halvleg afgørende.
Af Lone Jørgensen
På stregen havde han nærmest en konstant intern fight med tilbagevendte Michael Knudsen, der efter et par kampes fravær var tilbage hos Bjerringbro-Silkeborg.
Selvom både Thomas Klitgaard og Michael Knudsen med hver seks mål blev topscorere i opgøret, var det alligevel BSV-stregen, der kunne være mest tilfreds efter kampen. Det ærgrede Klitgaard.
- Vi har en aftale om på holdet, at vi skal kæmpe om hver eneste bold, og så må vi se, hvor langt det rækker. Den her gang var det desværre ikke nok, sagde Klitgaard, der måtte se to af holdkammeraterne tage plads uden for banen.
Planen gik i stykker
- Vi havde ikke Markussen og Søndergaard med, så vi vidste godt, at vi ville komme til at kæmpe med at score mål. Derfor havde vi håbet, at vi kunne stå godt i forsvaret og så især i anden halvleg løbe nogle kontraer, som vi holdt lidt igen med i starten af kampen. Men når vi så ikke fik fat i forsvaret, gik den plan lidt i stykker, forklarede Klitgaard.
Skjern-forsvaret lagde aggressivt ud fra start, men et par minutter inde i anden halvleg blev det svært for vestjyderne at dæmme op for hjemmeholdets angrebsspil.
- Vi har lige ti minutter i anden halvleg, hvor vi ikke får lukket ordentlig af. Det bliver afgørende, og hvis vi skulle have haft en chance, skulle vi ikke have givet dem lov til at score ret mange mål der. Det er derfor, de slår hullet.
Thomas Klitgaard og holdkammeraterne tabte for første gang i syv kampe, og ligger nu på femtepladsen i Boxer Herreligaen.
Skjern har stadig muligheder for at rykke tilbage på ligaens fjerdeplads, der giver point med i slutspillet, men holdet er nu afhængig af, om de andre resterende kampe flasker sig til Skjerns fordel.