STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skuffede Skjern overtager andenpladsen

Skjern havde god grund til at være skuffet efter pointdelingen i Esbjerg. Arkivfoto.

Efter første halvdel af grundspillet er Skjern nummer to i ligaen efter uafgjort 29-29 i Esbjerg. Henrik Møllgaard blev topscorer med syv mål.

Af Kenneth Thygesen

Med ansigtet gemt i håndklæder og med tunge skridt mod omklædningsrummet rykkede Skjern Håndbold torsdag aften op på ligaens andenplads.

Skjern fik et enkelt point i udebanekampen mod Ribe-Esbjerg, men det burde have været to. En tæt og hårdt spillet kamp endte 29-29, og det er nok til at sende Skjern forbi Aalborg på andenpladsen.

Men afstanden til Aalborg er blot på målscore og ikke på det ene point, som vestjyderne havde håbet på. Skjern missede et straffekast 12 sekunder før tid ved stillingen 29-28, og det blev straffet.

I kampens absolut sidste sekund udlignede værterne i stedet til 29-29 til kæmpe begejstring for de over 2000 tilskuere i Blue Water Dokken.

På vej mod sejr
Skjern havde inden opgøret blot tabt én af de sidste ti kampe i alle turneringer, og Ole Nørgaards mandskab havde inden kampen aldrig tabt til Ribe-Esbjerg.

Sådan forblev det også efter 60 minutters herrefight, men den ubesejrede stime fyldte formentlig ikke snakken i Skjerns omklædningsrummet efter kampen.

For Skjern burde have hentet en sejr mod Ribe-Esbjerg. Efter en første halvleg med mere rod, end der er i OW Bunkers regnskab, rykkede vestjyderne fra efter pausen.

Pausestillingen på 15-15 blev på ti minutter forvandlet til en Skjern-føring på 22-18. Henrik Møllgaard var i sammenspil med Nikolaj Markussen konstant farlige, og når de ikke selv scorede, blev bolden puttet ind til Thomas Klitgaard, der afgjorde sagerne.

Slåskampe ad libitum
Herfra lignede den en sikker vej mod to point, men desværre for Skjern gav Ribe-Esbjerg ikke op. Tværtimod.

Anført af Morten Nyberg bankede Ribe-Esbjerg på for en udligning, og den faldt 12 minutter før tid. Blue Water Dokken vågnede atter op ved 24-24, og så var alt åbent igen.

Kampens sidste femtedel blev hektisk og med slåskampe ad libitum. Dommerparret delte udvisninger ud til højre og venstre, og det ødelagde rytmen.

Det ødelagde til gengæld ikke intensiteten. Morten Balling skruede dog for en stund ned for dramatikken med sin scoring til 29-27 tre minutter før tid.

Mere scorede Skjern ikke, og da værterne scorede to gange i slutminutterne - heraf en scoring i sidste sekund - endte det uafgjort.

Skjern møder Ribe-Esbjerg igen på onsdag, men inden da venter en søndagskamp mod Linamar fra Ungarn i EHF Cuppen.

NYHEDER