STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Vium: Kun Tvis er sjovere at slå

Bjarke Christensen, Morten Vium og de to tidligere holdkammerateres mangeårige ungdomstræner, talentchef Allan Jørgensen.

Morten Vium glæder sig til gensynet med sine gamle Skjern-venner og ikke mindst til mødet med fløjkammeraten fra ungdomstiden.

Af Kenneth Thygesen

De har domineret på hver deres fløj op gennem de danske ungdomsrækker.

De har spillet med om DM-guldet som ungdomsspillere i Skjern og vundet medaljer ved store slutrunder med hver deres ungdomslandshold.

De har vundet DM-bronze sammen på førsteholdet i Skjern, og så er de begge blevet kåret til Årets Talent i Skjern Håndbold.

22-årige Bjarke Christensen og 23-årige Morten Vium Troelsen. Venstre fløj og højre fløj. Skjern Håndbold og Ribe-Esbjerg HH.

- Jeg har spillet sammen med ham hele livet næsten, og nu har vi stået overfor hinanden et par gange i sidste sæson. Det er lidt sjovt, siger Morten Vium.

Typen der vinder
Den tidligere Skjern-spiller skiftede for halvandet år siden barndomsklubben ud med Ribe-Esbjerg HH. Her har han udløst en stor del af sit forventede potentiale og leveret mål på samlebånd.

Mål har han altid lavet, Morten Vium, og det forventer han også at gøre torsdag aften, når Skjern Håndbold besøger Esbjerg i den sidste ligakamp i første spillerunde af grundspillet.

Her skal Morten Vium for tredje gang i seniorkarrieren stå over for sin gamle ven Bjarke Christensen.

- Han er en klassisk, dygtig fløjspiller, der er god nede fra hjørnet og som afslutter rigtig fornuftigt. Han er ikke typen, der bevæger sig ind i banen og afslutter, forklarer Morten Vium om sin gamle kammerat.

Hvilken type er du så?

- Det ved jeg ikke, men jeg er den type, der vinder vores indbyrdes duel i aften, griner Morten Vium.

Golf med gamle holdkammerater
Morten Vium forlod Skjern med en bronzemedalje om halsen for 17 måneder siden.

Men selvom det er længe siden, at den daglige træning foregik i Tarm Idrætscenter, og at hjemmekampene blev spillet i Skjern Bank Arena, så er det alligvel mærkeligt at møde Skjern Håndbold. Men hvorfor?

- Jamen, fordi det var der, jeg voksede op og lærte at spille håndbold, og fordi jeg kender næsten alle i klubben. Og så selvfølgelig fordi flere af spillerne stadig er mine gode kammerater. Jeg snakker jævnligt med flere af drengene og spiller golf med Kalle (Kasper Søndergaard) og Lasse (Mikkelsen) så ofte som muligt, siger Morten Vium.

Derfor er Skjern også det hold, som Morten Vium allerhelst vil slå - med undtagelse af ét hold.

- Jeg er jo gammel Skjern-dreng, så Team Tvis Holstebro er selvfølgelig altid sjovest at slå, griner Morten Vium.

NYHEDER