STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søndergaard: Defensiven skal knækkes

Søndergaard i kamp for Skjern. I dag tager han sammen med holdkammeraterne imod KIF Kolding København.

Senere i dag tager Skjern imod KIF Kolding København, og Skjerns Kasper Søndergaard har sejrs-opskriften klar.

Af Lone Jørgensen

De fleste husker nok sidst, KIF Kolding København gæstede Skjern Bank Arena. Det var i februar sidste år, og hele vejen igennem en tæt affære, der endte ud med en vanvittig Møllgaard-scoring på et tremeterkast efter slutfløjtet. Skjern vandt 25-24.

I eftermiddag står de to hold igen over for hinanden, og selvom de sidste sekunder nok ikke gentager sig, håber Kasper Søndergaard, at Skjern igen står med sejren efter de 60 minutter.

- Hvis vi spiller op til vores bedste og får scoret de mål, vi skal, kan vi godt slå KIF Kolding København, siger Søndergaard, der selv har spillet lidt over fire år i den sydjyske klub.

Han har siden da stået over for Kolding-mandskabet mange gange og peger især på én ting, der skal lykkes for Skjern.

- De har det bedste forsvar og den bedste målmand i ligaen. Hvis vi skal vinde, handler det om at få åbnet op for deres defensiv. Der skal vi være skarpe, siger Kasper Søndergaard.

Meget at spille for
Kampen mod KIF Kolding København er den første af i alt 15 kampe for Skjern i de kommende syv uger.

- Vi går en fed tid i møde, og jeg er topmotiveret for at spille med Skjern-gutterne igen, siger den hårdtskydende højre back.

- Der er virkelig meget at spille for nu her, siger Søndergaard, der sammen med holdkammeraterne i Skjern både skal spille EHF Cup, Final4 og pokalkamp i løbet af februar og marts.

I første omgang har han dog fuldt fokus på Boxer Herreligaen, og her er målet ikke til at tage fejl af.

- Vi skal tilbage i top 4, for det er der, vi hører til, slutter Søndergaard.

NYHEDER