En halv million seere var klinet til skærmen, da Skjern Håndbold og AG København i slutningen af december spillede pokalsemifinale ved Final4 i Aarhus. Efter 60 dramatiske minutter var stillingen uafgjort, hvilket betød, at kampen måtte afgøres i forlænget spilletid. Her trak københavnerne det længste strå og sikrede sig finalepladsen med en smal sejr på 27-26.
Nu er det tid til endnu en omgang i ringen for de to mandskaber, der støder sammen i Herning Messecenter den 12. februar. På grund af stor billetefterspørgsel har Skjern Håndbold valgt at flytte kampen til Herning, hvor man tidligere har fejret store triumfer.
”Vi mærker en stor efterspørgsel på billetter og glæder os til åbne billetsalget. Efter to fantastiske og dramatiske kampe imod dem i 2010 er vi klar til endnu en omgang i 2011. Vi håber og tror på, at vores mange trofaste tilskuere i Skjern vil være del af endnu en håndboldfest i Herning og hjælpe os med at besejre vores københavnske ærkerivaler. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at pokalsemifinalen blot har øget interessen for kampen,” siger direktør Henning Kjærgaard.
Billetsalget til storkampen starter mandag den 10. januar.