Ole Nørgaard får både ris og ros af sin nye makker på bænken.
I de kommende dage går vi helt tæt på trænerduoen, Ole Nørgaard og Henrik Kronborg.
Af Nicklas Thygesen
Er de i bund og grund to håndboldhoveder der tænker ens, Skjerns nye trænerduo? Og hvordan håndteres hektiske situationer, når presset fra flere tusinde tilskuere hviler på deres skuldre?
I første udgave af Nørgaard & Kronborg stiller vi skarpt på førstnævnte, der har påbegyndt sin femte sæson som vestjydernes cheftræner.
Opgaven er simpel - tre spørgsmål fra hoften, der besvares af den modsatte part.
OL-guldvinder og Ole Nørgaards nye højrehånd på bænken, Henrik Kronborg, lægger ud.
Hvor ser du Oles styrker som håndboldtræner?
- Det er min klare opfattelse fra hans tid på ungdomslandsholdet og i sin rolle som cheftræner i Skjern, at Ole er utrolig stærk taktisk – og samtidig en dygtig leder for en gruppe. På det menneskelige plan skinner det igennem, at Ole er intelligent og perfektionistisk, men har visse udfordringer i tøjvalget. Indimellem minder hans look om en bjergbestiger – men det arbejder vi på, siger Henrik Kronborg, der efterfølgende bryder ud i et stort grin.
Hvad kræver samarbejdet mellem to håndboldkyndige, hvis det ønskede resultat skal opnås?
- Som det første vil jeg fremhæve vigtigheden af at fungere sammen på det personlige plan. Ikke at man nødvendigvis kender hinanden ind og ud, men at man er opmærksom på hinandens måde at reagere og sige tingene på i pressede situationer.
- Evnen til at samarbejde under stort pres er uden sammenligning den vigtigste ingrediens for et trænerteam – det kræver en utrolig loyalitet til hinanden, som altid har været gensidig mellem Ole og jeg. Både førhen og nu som makkere på bænken.
I har kendt hinanden i mange år - på hvilke områder kan i supplere hinanden bedst muligt?
- Jeg har nogle taktiske elementer i bagagen, som jeg mener, der kan skubbe os i den retning vi ønsker – og som kan videreudvikle det kæmpe stykke arbejde, som Ole har præsteret i Skjern Håndbold. I kamprelaterede situationer kan det være en lille detalje eller nuancer i spillet, hvor vi kan have delte meninger. Vi er lydhøre over for hinanden og opfatter hinandens tanker lynhurtigt. På den måde er vi et godt match, siger Henrik Kronborg.