Stemningen er i top i Skjern-lejren dagen før mødet med de danske mestre fra AaB. Da de to hold mødtes i efteråret vandt Skjern en klar sejr foran de 12.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning, og ifølge Skjerns Thomas Pedersen er de grønne klar igen.
”Publikum kan forvente et topmotiveret Skjern-hold, der igen er klar til at slå AaB. Vi står i den gode situation, at vi selv kan afgøre, om vi vil have andenpladsen, idet Århus skal møde AG København, hvor de sandsynligvis smider points,” siger Skjerns Thomas Pedersen til skjernhaaandbold.dk.
De grønblusede har ikke tabt på hjemmebane i Skjern Bank Arena i over fem måneder, og det er en statistik, man glæder sig over i Skjern-lejren.
”Det betyder en hel del. Det giver et boost af selvtillid at have en næsten urørlig hjemmebane,” siger Thomas Pedersen, der ved, hvad der kræves for at slå nordjyderne.
”Vi skal holde styr på trioen bestående af Jonas Larholm, Henrik Toft og Henrik Møllgaard. Det er tre superdygtige spillere. AaB har dog generelt svært ved offensive forsvar, og jeg synes, de står godt til os. De kommer på en svær opgave i morgen,” lyder det fra den rutinerede Skjern-fløj.