Daniel Svensson spillede 28 kampe for Skjern i sin første sæson. Nu er han klar til sæson to i Vestjylland.
Oprykkerne fra Odder får Skjerns muskler at mærke i mandagens ligapremiere, lover Daniel Svensson.
Af Kenneth Thygesen
- Vi er storfavoritter, og alt andet end en åbningssejr vil være en kæmpe fiasko.
Skjern-bagspilleren Daniel Svensson er klar i mælet. Mere præcist og konkret kan det ikke formuleres, inden vestjyderne mandag aften sparker døren ind til Herre Håndbold Ligaen 2014/2015.
Modstanderne i sæsonens første ligakamp er oprykkerne fra Odder Håndbold, der ifølge Svensson ikke skal forvente at få noget med hjem fra Skjern Bank Arena.
- Det er så vigtigt, at vi kommer stærkt fra start. Derfor vil vi møde Odder med masser af muskler og power, og så håber jeg bare, at vi kan få lov til at spille herrehåndbold, siger Daniel Svensson.
Ydmyghed og respekt
Selvom oprykkerne fra Østjylland har flere tidligere ligaspillere på holdet, er de af bookmakerne ikke levnet store chancer i denne sæson.
Men det er Daniel Svensson ligeglad med. Alle ligahold kan volde problemer, og intet skal tages for givet.
- Det er klassikeren med oprykkerne, der kan spille frit mod topholdet, der har alt at tabe. De vil jagte den mindste mulighed, så vi skal selvfølgelig være vågne. Men vi er Skjern, og vi spiller foran vores tilhængere, så de får ikke en centimeter foræret, siger Daniel Svensson.
- Vi fik et fint afsæt mod Ringsted i onsdags, hvor vi til tider spillede fint håndbold. Vi kan lægge mange lag på endnu, og vi har tænkt os at lægge et lag på igen i morgen, siger Daniel Svensson.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold-Odder Håndbold spilles mandag den 1. september kl. 19.00 i Skjern Bank Arena
Opdateringer:
Kampen vises ikke på TV, men kan derimod følges via:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App