Med seks scoringer blev den tidligere Skjern-fløj, Andreas Toudahl, udeholdets topscorer.
Andreas Toudahl var tilbage på sin gamle hjemmebane og var tæt på at spolere festen i Skjern Bank Arena onsdag aften.
Af Nicklas Thygesen
Andreas Toudahl var onsdag aften tilbage på sin gamle hjemmebane i Skjern – og imponerede stort.
Men selvom venstrefløjen blev udeholdet topscorer med seks mål, så var det en slukøret og særdeles skuffet Skive-spiller, der skulle sætte ord på kampen efter slutfløjtet.
- Jeg er ked af det. Skuffet. Vi leder efter point for at overleve, og et eller flere point skulle vi helst have haft i aften. Vi snakkede om før kampen, at hvis vi kunne følge med Skjern indtil slutfasen, så havde vi en reel chance – og det havde vi, siger venstrefløjen og uddyber:
- Med deres seneste resultater vidste vi, at presset lå på dem, men vi forspildte vores mulighed, og det gør ondt nu, siger Andreas Toudahl, der spillede i den grønne trøje i to sæsoner.
Selvom Toudahl nu er iklædt i den blå-sorte Skive-trøje, så var fløjspilleren glad for at være tilbage i de vestjyske rammer.
- Det er altid dejligt at være tilbage i Skjern. Jeg havde en god tid i klubben, så det er selvfølgelig fedt at tilskuerne og menneskerne i klubben sætter pris på én, selvom man ikke er der længere, siger onsdagens seksmålsskytte.