Skjern slog Sønderjyske med ni mål og er fortsat ubesejret på hjemmebane i denne sæson.
For 10. kamp i træk forlod Skjern banen uden at tabe. Sønderjyske blev besejret 35-26 efter 10 mål af Lasse Mikkelsen.
Af Kenneth Thygesen
Efter en spillemæssigt svingende start er Skjern Håndbold i den grad ved at finde spilleformen.
Mandag aften slog Skjern slutspilskandidaterne fra Sønderjyske med 35-26, og dermed er vestjyderne oppe på 10 kampe i træk uden nederlag.
Med sejren fastholder Skjern andenpladsen i ligaen.
Mikkelsens aften
Skjern har vundet de seneste tre kampe med en målscore på sammenlagt 39, og den høje scoringsfrekvens fortsatte denne kolde efterårsaften i Skjern Bank Arena.
En stor del af æren tilfaldt Lasse Mikkelsen, der i forrige spillerunde blev kåret som ligaens mest effektive spiller. Det bliver han formentlig igen.
Playmakeren scorede, assisterede og dirigerede på sin egen elegante facon kampen igennem. 10 mål og fire assists. Punktum.
Forrygende offensiv
I starten af anden halvleg blev Mikkelsen dog overhalet indenom af Bjarke Christensen. Efter pauseføring på 16-12 scorede fløjspilleren seks mål på 14 minutter, og så førte vestjyderne 26-18. Sønderjyske var sat af.
Forspringet ved pausen blev bygget af blandt andre Søren Pedersen, der med en redningsprocent på 44 i første halvleg gjorde sit til at holde Skjern ubesejret på hjemmebane i denne sæson.
Sønderjyske havde svært ved at bryde igennem Skjern-forsvaret, men det var i endnu højere grad Skjerns offensiv, der voldte Morten Henriksens mandskab problemer.
Når Mikkelsen ikke selv tog affære, blev opgaven udført af enten Nikolaj Markussen, Kasper Søndergaard eller Daniel Svensson.
Fire sejre i træk
Bagspillerne kørte rundt med den sejlende sønderjyske defensiv, som midt i anden halvleg gav op. Det gav Skjern blod på tanden, og så blev endnu en storsejr kørt i hus.
Derfor gjorde det intet, at Sønderjyske i slutminutterne pyntede på resultatet med flere kontrascoringer. Skjern var klasser bedre, og sejren var aldrig i fare.
Med ni-målssejren er Skjern nu oppe på fire sejre i træk.