Skjern Ultras i vanlig stil: Bare maver og slagsang under pokalfinalen i Aarhus i 2013.
Fri entré når Skjern torsdag møder Århus Håndbold på udebane. Skjern Ultras er klar og vil have flere med.
Af Kenneth Thygesen
Gratis tophåndbold i Aarhus? Ja, hvorfor ikke?
Som følge af en god sæsonstart har Århus Håndbold valgt at åbne dørene og give gratis adgang, når Skjern Håndbold torsdag aften kl. 20.00 gæster NRGi Arena i Aarhus.
Og den frie entré er altså uanset om fantrøjen er fra Øst- eller Vestjylland.
Grøn atmosfære
Den åbne invitation er blevet velmodtaget i Skjern Håndbolds trofaste fanklub, Skjern Ultras, der allerede har fyldt den første bus med knap 30 Skjern-fans.
- Vi håber, at mange Skjern-tilhængere vil tage turen til Aarhus, så vi i fællesskab kan bidrage til en fed, grøn atmosfære på tribunen, siger Christian Gidsel fra Skjern Ultras
Han bakkes op af fanklubkammeraten Bjarke Sonne, der er klar til at vise flaget i NRGi Arena.
- Som sædvanligt er vi i Ultras klar til at gå forrest rent stemningsmæssigt, og det kunne være fantastisk, hvis vi Skjern-fans igen overtog hallen, siger Bjarke Sonne.
Læs mere om den frie entré på Århus Håndbolds hjemmeside her.